Storyboard

Filmen

Analyse af film

Vi har på baggrund af vores feltarbejde i uge 17 udarbejdet en film, som I kan se her på bloggen. Vores opgave i feltarbejdet bestod af, at observere kommunikationen i institutionerne mellem barn og barn, voksen og barn eller voksen og voksen - og ud fra disse observationer, skulle vi hver især lave nogle praksisfortællinger. En praksisfortælling er en fortælling om centrale og udvalgte episoder eller virkelighedsudsnit fra det pædagogiske arbejde i praksis i hverdagen.

Teorien vi har anvendt til analyse af produktet er: cirkulær kommunikation, ICDP, den grænsesættende dialogform samt den  negative og positive dialogform.

Cirkulær kommunikation; Der bliver skabt en dialog, da der bliver stillet åbne spørgsmål i forhold til, om man godt må snakke sådan. Dette ses ved tiden: 0:50-0:56

ICDP (PPTX); Det er pædagogens ansvar at forandre indstillingen til barnet. Det vil i situationen her sige, at pædagogen skal få barnet til at forstå, at det ikke er okay, at snakke sådan. Det kan man blandt andet også se i det citat som blev nævnt tidligere, omkring den cirkulære kommunikation - her bliver der stillet spørgsmål, om det er okay.

Den grænsesættende dialogform (ICDP Danmark); Man skal hjælpe barnet med at kontrollere sig selv ved at sætte grænser for det på en positiv måde. F.eks. ved at vejlede barnet, vise positive alternativer og ved at planlægge sammen. I produktet ser vi, at pædagogen sætter en grænse. Det kommer til udtryk ved at hun siger, at børnene ikke kan lege med klodser, før de har ryddet op. Dette ses ved tiden: 0:58-1:03

Den positive grænsesætning handler om  at vise empati for andre. I filmen kan man se, at den ene pædagog viser empati og anerkendelse, hvor børnene sidder og leger med klodser. Dette gør hun ved at smile og give ros til børnene, for det de har lavet. På den måde har hun fokus på den handling der foregår. Dette ses ved tiden: 1:21-2:34

Den negative grænsesætning hander om at have fokus på det enkelte barn. I filmen ser man det, ved at pædagogen taler nedladende til Adam. Dette ses ved tiden: 4:02-4:05




Kilder:
Ulleberg, Inger, Jensen, Per, Mellem ordene, Kap. 2, s. 55

Powerpoint: Relationsarbejde og kommunikation, dias 15
CDP Danmark (2014). ICDP-programmets otte samspilstemaer. Lokaliseret 27.2.2015 på: http://www.ucn.dk/Forside/ICDP/Forside/De_otte_samspilstemaer.aspx
Bach, A. S. (2011). Om ICDP. I: Kognition og Pædagogik, 79/2011 nederst på side 22
Bowlby og Stern - fra undervisningen 7/4-2016

Praksisfortælling ''Fuck dig''

Vi er i Børnehuset Lunden på den første dag, og jeg sidder i dukkekrogen som er bagerst i lokalet på den ene af stuerne, og der er en del børn derinde. Kort efter kommer der en gruppe på 5 drenge ind som tilhører Børnehusets storegruppe, og der er lidt mere gang i den efter de kom ind. Pludselig hører jeg en af drengene i gruppen sige ”Fuck dig” til en af de andre drenge i gruppen, og da ingen af dem har opdaget jeg sidder der, før jeg siger ”Hov, hvad var det for et sprog - det lød godt nok ikke så pænt. Må man godt snakke sådan her i børnehaven?” så bliver de overraskede over, at der er en voksen i lokalet. Den dreng der blev sagt ”Fuck dig” til, siger så imens han peger på en dreng foran ham ”Det var Silas, som sagde det - og nej, det må man ikke sige”. Da flere af drengene står med tasker, siger jeg ”Nej, det tror jeg heller ikke I må, man må jo heller ikke snakke sådan, når man starter i skole” - og følger op med spørgsmålet, om de glæder sig til at starte i skole efter sommerferien. Drengene snakker ivrigt i munden på hinanden, og for bedre at kunne høre hvad de fortæller, vælger jeg at spørge dem om de har været på besøg på skolen.

Drengene fortæller, de ikke har været på skolen, men at deres klasselærer har været i børnehaven for at sige hej til dem, og at der ude i fællesrummet hænger et billede af hver lærer, så børnene kan se hvem der skal være lærer for dem, når de begynder i skolen. Drengen Silas, spørger mig om jeg ikke vil med ud og se, hvor billederne hænger - og om jeg har lyst til at bygge med magneter med dem bagefter. Jeg siger ja, og alle drengene løber i forvejen, da de alle gerne vil vise mig deres lærer. Silas spørger mig hurtigt ved magneterne, om jeg vil se han kan bygge noget - hvortil jeg svare, at det vil jeg rigtig gerne. Samtidig med han bygger, kigger jeg også på hvad de andre drenge bygger ud af de magneter de sidder med - en af de andre drenge spørger, om han og jeg ikke skal bygge et tårn. Vi begynder at bygge et tårn, og i mellemtiden er Silas blevet færdig med hans snurretop, og han viser mig, at den kan dreje rundt. Den dreng, jeg byggede tårn med siger, at han ikke gider lege med magneterne mere, da Silas er i gang med at vise mig hans færdigbyggede snurretop. Da Silas hører, at drengen ikke gider lege med magneter mere, siger han hurtigt om jeg vil spille kort. Jeg svare, at jeg gerne vil spille kort, men at drengene skal rydde magneterne op først - det vil de ikke, og jeg fortæller dem, at vi bliver nødt til at rydde op, inden vi går videre. Til Silas siger jeg samtidig, at vi ikke kan spille kort, før der er ryddet op - herefter begynder drengene modvilligt at rydde op.

Efter vi har fået ryddet op finder Silas et kortspil frem, og vi begynder at spille ”Fisk”. Flere gange undervejs i spillet, må jeg sige til ham, at hvis han snyder, så vil jeg ikke spille med ham. Han virker meget frustreret, når jeg spørger ind til de kort, han har på hånden, og som han tror jeg vil kunne få et stik ud af. Hans reaktion er ofte ”Neeeej, det kan du ikke spørge om”, og jeg fanger ham i, at kun tage et kort og give mig, hvis han har flere af den samme. Dette kan ses, da han alligevel et par gange undervejs spørger mig om hjælp til at kigge hans kort igennem efter stik. På et tidspunkt sidder han med nærmest størstedelen af kortspillet i hænderne, og på bordet er der kun tre kort tilbage - herudover har jeg selv kun fem kort på hånden. Da jeg siger til ham, at han må have nogle stik på hånden, fordi der kun er så lidt kort på bordet, og jeg ingen stik kan få ud af dem på min egen hånd. Reagere han ved at kører hele bunken rundt fra hans hånd samt de stik på bordet foran ham, så jeg kigger på ham og lægger mine egne kort ned og siger, ”Så er vi vidst færdige med at spille”. Han hjælper med at få kortene samlet, og viser mig hvor de skal være. Herefter går han videre.

Lineær og Cirkulære kommunikation

Lineær kommunikation er, hvor man stiller spørgsmål ud fra sin egen opfattelse. Hvis personen man snakker med, ikke forstår spørgsmålet, skal man formulere sig på en anden måde. Kommunikationen er en envejskommunikation pga. der kun er en, der er aktiv. Ved den lineær kommunikation anvendes transmissionsmodellen.

Cirkulære kommunikation påvirker vores egenskaber og relationer. Man skaber en dialog ved at stille åben spørgsmål samt er det vigtigt, at være nysgerrig på hvordan man hver især oplever situationen.  Ved cirkulære kommunikation bruges transaktionsmodellen. Det er ikke muligt at konstatere, hvornår noget startes eller afsluttes.

Goffman

Erving Goffman (1922-1982) er en canadisk-amerikansk sociolog og socialpsykolog. Han er én af tidens mest betydningsfulde sociologer, og han har skrevet et hav af afhandlinger. Goffmans centrale analyse-emne er det fokuserede sociale møde. Det vil sige, at mennesker samarbejder med hinanden om at opretholde et fælles opmærksomhedsfokus. I dette samarbejde opretholdes en særlig samhandlingsorden og selvet er i centrum.

Goffman taler om, at det er vigtigt at have en facade. Den består af den attitude, den fremtoning og den udsmykning, vi bevidst eller eller ubevidst bruger til at opbygge et bestemt billede af, hvem vi er. Som vi kan se på filmen, viser enhver situation hvem du er. Når du er i skolen er du på en måde, når du er derhjemme er du på en anden måde. Det kaldes en social forventning. Læreren har en bestemt rolle, når hun er i skolen - og når læreren har fri, er hun en helt anden.

De verbale og nonverbale udtryk, vi giver de tilstedeværende er udtryk og symboler, for hvordan vi formidler et indhold. Disse udtryk er karakteristiske for den pågældende - og det er ufrivilligt, hvordan vi afgiver udtrykkene.

Frontstage og backstage er Goffmans mest kendte teorier. Frontstage er ude i praksis, hvor man er professionel og seriøs. Her forholder pædagogen sig neutralt og professionelt til de opgaver, som bliver fremstillet. Backstage er det knap så professionelle. Her kan man læne sig mere tilbage, og være sig selv. I filmen kan vi se, at læreren er frontstage, når hun underviser. Det er vigtigt, at læreren er autoritet, da hun skal videreformidle sin viden til eleverne. Derhjemme er hun backstage, her skal hun ikke stå til rådighed overfor eleverne, og kan derfor slappe af.

Vi har ud fra Goffmans teorier udarbejdet en film, som kan ses herunder.

https://youtu.be/0H2oPihzncQ

Ny forståelse af mobning

Digital mobning

Digital mobning er anonymt – du kan ikke vide hvem der har sendt beskeden, selvom der f.eks. står Natasja på skærmen, er det ikke nødvendigvis kun fra hende. Man ser ofte, der er flere om beskeden, eller en har skrevet fra hendes mobil. Du kan ikke flygte fra det – selvom du lukker Facebook ned, og du slukker for din mobiltelefon, så snart du tænder mobilen igen, så ligger beskeden der jo stadig.

Den nyere forståelse af mobning

Måden man i dag forstår mobning på, er frygten for at blive ekskluderet.
Mobning sker ikke ifølge af den ny forståelse, grundet dårlig selvværd eller at man ser anderledes ud, det kan ramme alle. Mobberen er ikke afhængig af en reaktionen, idet at det er eksklusionsangsten der vægter højest. Man ser mobningen som et problem i klassekulturen, dvs. hvis mobberen eksempelvis flytter skole, vil problemet fortsat være i klassen.
Et visuelt udtryk for dette kan være en kartoffelplante, her går rødderne ud til flere sider og danner et større netværk, som kan være mere komplekst.

Den gamle forståelse
Den gamle forståelse af mobning er individualistisk, her kigger man på mobberen som kernen af problemet.
Et visuelt eksempel herpå:
Man kan se det som en gulerod der vokser hver sin vej. Roden ligger i jorden og med toppen i vejret.
Guleroden ses som et udtryk for en liniærproces, hvor mobberen og ofret er i hver sin ende.

Dobbeltsocialisering

Dobbeltsocialisering er udarbejdet på baggrund af Sommerfuglemodellen. Modellen er udviklet i 1989 af Lars Dencik. Den viser, at pædagogerne har en større betydning for børns identitetsdannelse, da de er mere sammen med børnene end forældrene. Pædagogerne i institutionen er den primære i dagligdagen og forældrene er den sekundære. Dog vil sommerfuglemodellen ikke være aktuel i dag.  Samfundet i dag er bygget op sådan, at du har flere relationer, der kan påvirke barnet, end dem der er vist på modellen.

God, kritisk og konstruktiv feedback

Det er vigtigt at give borgerne en god feedback samt respons. Dette gør det lettere for borgeren at vide hvor langt man er i sin udvikling og hvad der mere skal ske for at nå målet. 

For at man giver en god feedback, er det vigtigt at man giver borgeren en konstruktiv og anerkendende feedback. Vi skal som pædagoger kunne guide og vejlede borgerne, så deres mål opnås bedst muligt.

Anerkendelse er også en vigtig del af pædagogernes arbejde. Vi som pædagoger skal have fokus på, at være ressourceorienteret for at kunne guide borgerne bedst muligt. 

Husk at man skal se forskellighederne blandt de mennesker vi arbejder med, på den måde kan alle bidrage og se deres styrker. 

 

Når vi taler om feedback, snakker man samtidig om feedforward. Feedforward er den del er feedback processen, som afstemmer forventningerne og giver et overblik over hvad der skal læres i. På den måde får både pædagogen og modtageren et bedre overblik over det lærte og hvad der skal arbejdes med fremadrettet. 

Feedback skal ikke bare være "godt gået", men derimod feedback, som vi kan reflektere over og forholde os til.

Vi er alle mennesker med et menneskeligt legeme og et menneskeligt sind. vores fysiske opbygning er den samme, vores sind og følelser er også ens. Uanset hvor jeg møder mennesker føler jeg, at jeg møder et andet menneske, præcis ligesom mig selv. 

 Dalai Lama 

Mediekultur i det moderne samfund

Teknologien har igennem de seneste 10 år ændret sig drastisk. Vi sidder den dag i dag, ikke sammen som en familie, som man så tidligere. Man ser moderen i køkkenet, faderen i stuen og børnene sidder på hvert sit værelse. 


Børnekulturforsker Beth Junckers; taler om den udvikling der er sket i børnekulturen fra 1950. I 1980'erne begynder en udvikling i familier med parabol tv, nogle anskaffer sig også en VHS. Børnekulturen bliver altså mere adspredt. 
Den moderne mediekultur kan vises i et eksempel:
I 1989 startede TV2 med at sende fjernsyn, dette gjorde at der blev flere kanaler at vælge imellem. Men også computerne blev etableret i familiernes hjem i slut 80'erne og starten af 90'erne, som et underholdningmedie.
De socialemedier spiller en stor rolle for børn i dag; Man ser at f.eks Facebook bliver brugt af unge børn, før de er gamle nok til at bruge det trods Facebooks aldersgrænse. Man kan se Facebook som et fælles medie, hvor hele familien er. Kulturen for børn og unge er i dag skabt af forældrene; herunder computerspil og film som nogle eksempler. Børns leg er det de selv skaber. Man kan også inddrage børnene, så de bliver medskabere til egen kultur.
Børnene i en institution skal have lært om de forskellige årstider. Børnene skal ved hjælp af en iPad, tage billeder udenfor der viser de forskellige årstider. Alle billederne vil blive sat sammen i en video, så de senere hen kan finde den frem og se dem. 



I 2007 er det blevet mere almindeligt at have computere i de danske hjem.

Diskurs i pædagogisk praksis

Vi har valgt at skrive om emnet diskurs, da det er et relevant emne når man skal arbejde med mennesker.

En diskurs er en socialt skabt sandhed, den er skabt af flere mennesker; Hvor man bliver enige om, at noget er sandt, altså en falsk sandhed.
Som et eksempel på en diskurs, kan man tage indvandredebatten op; Her støtter mange op om at, indvandrere laver ballade - Det er mere end en person blevet enige om. Der er nu oprettet en diskurs, som siger; Vi er enige om at indvandrere laver ballade. Måden hvorpå en diskurs kan ophæves, er ved at være uenig i udsagnet. 

Som pædagog skal man være opmærksom på, at man ikke skaber en falsk sandhed på arbejdspladsen. Man skal også sørge for, at borgerne ikke danner en diskurs.

Som et eksempel på en hverdagssituation, hvor der indgår en diskurs.
Peter går i en specialklasse i Aalborg. Han er en glad, hjælpsom og smilende dreng. Lærerne og pædagogerne på skolen har ikke fået oplyst hvilken diagnose Peter har, derfor bliver han hurtigt stemplet som et umuligt og problemskabende barn. Sådan omtales Peter også overfor de andre kolleger og de er enige i udsagnet. Derfor bliver der skabt en diskurs i personalegruppen omkring Peter. For at diskursen kan blive ophævet, bør en fra personalegruppen turde stille sig op og være uenig i de andres udsagn.